Blomstermaleriet har en stærk position i kunstens historie. Blomstermotivet kendes helt tilbage til eksempelvis det dekorative romerske freskomaleri, og dets styrke som udtryk for livet, kærligheden, skønheden, håbet etc. er næppe overgået af noget andet motiv. Blomsters symbolske betydning i kunsten er derfor et helt studium i sig selv, og man kan overraskes over de skjulte dybder af religiøs, mystisk og erotisk indhold, som kan afkodes disse smukke og “uskyldige skabninger”.

I Danmark er vi så heldige at have tradition for blomstermaleri af høj kvalitet – en tradition, som blev grundlagt i 1800-tallet. Den stærkeste repræsentant herfor er I.L. Jensen (1800-1856), men i mange år var ”Blomster-Jensen” næsten glemt og nød ingen respekt i den danske kunsthistorie, der mere tog sit udgangspunkt i den Eckersberg-Købke’ske tradition – til trods for, at bl.a. Bertel Thorvaldsen anskaffede sig flere markante værker af I.L. Jensen. Jensens blomstermotiver regnedes som opulente og koloristisk overdrevne i forhold til “farvernes finhed i naturen”, og blomstermaleriet lå lavt i kunsthierarkiet. Det hjalp bestemt heller ikke, at faget i udpræget grad udøvedes af kvinder. I.L. Jensen var dog en særdeles fremragende blomstermaler og fik en stor betydning som lærer netop for mange af de kvindelige blomstermalere, som virkede i 1800-tallet.

I.L. Jensen og blomstermaleriet har i de sidste godt 25 år fået en renæssance, og interessen for hans og hans elevers værker er stor, både herhjemme og i udlandet.

Kilde: Bruun-Rasmussen.dk